Mød et fællesskab: Onsdagsorigami

"Origami er kunst, sjov, fingerfærdighed, materialer, matematik og konstruktion, farver, handling, meditation, design, og fik jeg nævnt sjov?” siger Hans Dybkjær fra foldning.dk

I foreningen foldning.dk kan vi godt lide at folde papir, at lave origami. Så godt at vi i 2010 dannede vi foreningen foldning.dk hvor vi har mødtes regelmæssigt og foldet og udvekslet ideer. Vi laver også workshops til events som Sakurafestival på Langelinje, J-PopCon i DGI-byen og Kulturhavnefestivalen. 

 

Men det er selvfølgelig ikke nok, så da Håndværkeriet i Byens Hus på Hellerupvej i Gentofte kommune, hvor foreningen har hjemsted og jeg bor, begyndte at forme sig, fik vi straks plads i Billedkunst. 

 

Så hver onsdag kl. 15-20 har vi åbent origamiværksted hvor du frit kan møde op og prøve at være med. Unge, voksne, gamle, mænd, kvinder, familier. Entusiast eller begynder. Origami er for alle.

 

Det foregår oppe i Billedkunst hvor også malergruppen holder til, og hvor Håndværkeriet i sin helhed tager mere og mere form. Der ser vi også de andre håndværk, for tiden malergruppen Sepia (også i Billedkunst) og sy og patchwork og strik (Tekstilværkstedet), som vi hilser på, låner af og får inspiration fra. Træ og metal er ved at blive indrettet og skal nok få ting og inspiration vi kan bruge også.

 

Onsdagsorigami

Til onsdagsorigami finder du:

  • To hyldemeter med inspirerende håndbøger proppet med origami.
  • Mange papirtyper.
  • Kyndig vejledning og sparring.
  • Hyggeligt og entusiastisk selskab.

Den første gang eller to er gratis, derefter koster det 100 kroner per år (30 for under 18) for medlemsskab af foreningen foldning.dk.

 

Som medlem kan du også deltage i vores øvrige møder og arrangementer, låne bøger hjem, møde medlemmer i hele landet og være med på vores mailingliste.

 

Hvis du vil vide mere, så mød op om onsdagen, se hjemmesiden eller skriv til kontakt@foldning.dk eller ring/sms til mig på 53100003.

 

Vi ses,

Hans

 

Hans Dybkjær (papirfoldning.dk) er formand for foreningen Foldning.dk og skriver origamibøger, designer origami og laver foredrag og workshops.